Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrig».*) Vi liave seet, at lian tilsidst endog
fornægtede sin Nationalitet. Mérimée, der omtrent
var saa forelsket i de spanske som Beyle i de
italienske Sæder, havde det oprindelig romantiske
Hang til det Fremmede, det Exotiske; han saa
desuden ganske som den ældre Ven et af den
franske Charakters Hovedtræk i den stadige
Agt-paagivenhed paa Næstens Dom (le qu’en dira-t-on),
der tilintetgjør al Originalitet, gjor Livet
glædesløst og afgiver det bedste Grundlag for
Samfundshykleriet. Han skattede overhovedet sine
Landsmænd temmelig ringe og bestræbte sig ikke for
at skjule det for dem. Men han endte modsat
Beyle med at bekjende sig til Patriotismens gamle
Evangelium. Det faldt ham ikke let, thi han
hadede som Pesten alle patriotiske Talemaader, og
der udfordredes intet Fingere end Frankrigs
fuldstændige Knusning til at presse et Ord om
Fædrelandskærlighed ud over lians Læber. Men i et
Brev fra 13de September 1870 skriver han dog:
«Jeg har hele mit Liv igjennem stræbt at holde
mig fri for Fordomme og være Verdensborger
mere end Franskmand; men alle disse filosofiske
Drapperier nytte Ingenting. Jeg bløder idag af
alle disse dumme Franskmænds Saar, jeg græder
v) Le plus vilain pays du monde que les nigauds
appellent la belle France.
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
