Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
archæologiske eller sproglige Studier, var det
forklarligt, at Videnskaben efterhaanden fra Periferien
af trængte ind mod Hjertet i lians Production.
I Mérimée’s Forhold som Videnskabsmand
ligger den sidste Grundmodsætning mellem ham
og Beyle. Han indtager i Videnskaben ikke den
høieste Rang; lian liar Andenrangs-Egenskaberne
Grundiglied og Paalidelighed, men mangler den
Gnist, der besjælede ham som Digter. Ikke
desmindre har han den sande Videnskabsmands
Kjende-mærke: lian taler aldrig om hvad lian ikke
for-. staaer sig paa; han fremstiller aldrig løse
Gisninger eller aandrige Paradoxer; han gaaer frem
Skridt for Skridt. Han kan blive tør og træet;
men han begaaer ingen Feil. Er Mérimée
saa-ledes en ædru Videnskabsmand uden Geni, saa er
Beyle lige omvendt i Videnskaben den geniale
Dilettant, med alle Geniets men ogsaa med alle
Dilettantens Kjendemærker. Det vrimler i hans
Bøger af vovede Paastande, ubevislige Gisninger,
af almindelige Udsagn om Nationer, hvis Sprog
han ikke var hjemme i, af Dilettantparadoxer som
hint, der satte Werner’s «Luther» høiest af alle
tydske Dramer. Hans Afhandlinger ere ligesaa
underholdende og rige paa Indfald som Mérimée’s
kjedelige og tørre, men Mérimée’s Resultater er
byggede paa Klippegrund, Beyle’s altfor ofte paa
Sand.
Baade som Videnskabsmand og som Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
