Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde brudt Banen for en Svælgen i halvsande
Følelser og en Meddelsomhed, som ikke holdt
Noget tilbage, havde en Række af Skribenter
lige-fra Chateaubriand til Lamartine og Sainte-Beuve
skaaret sig levende op til Pnblicums Fornøielse,
indviet Læseverdenen i deres Hjerters Historie, kort
sagt paa alle Maader givet sig til Pris for den
vulgære Mængdes lave Nysgjerrighed. Og
hvorfor? For at opnaae dens Deltagelse. Mérimée
er tusinde Gange for stolt til at ønske den. For
Himlens Skyld intet Skriftemaal! siger han til sig
selv, idet han første Gang tager Pennen i
Haanden. For da ikke at blive sentimental og elegisk
skjuler han sig helt bag de Mennesker, han skildrer,
lader dem selv og deres Skjæbne raade og giver
aldrig sin Mening om deres Færd tilkjende. Beyle,
der skyede Sentimentaliteten lige saa stærkt, kunde
ikke dye sig for bestandig at snakke med;
Mérimée gjør sig usynlig, uhørlig, usporlig. Men
dette kan han efter sit Væsen kun ved at
indskrænke sig til Fremstillingen af sluttede og faste
Charakterer, der uden lang Vrøvlen eller
vidtløftigt Raisonnement følge deres Indskydelse, rives
med af deres Lidenskaber og pludselig, uforudseet
skride til Handling. «For mig siger Mérimée’s
sydamerikanske Skibscapitain i Fortalen til
»Familien Carvajab, ere alle Tragoediekelte en Slags
flegmatiske Filosofer uden Lidenskaber, og hvis
en af disse Herrer slaaer sin Medbeiler ihjel i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
