Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med Ærefrygt. Den haaber, at «de oplyste
Spaniere» ikke vil tage dette ilde op. «Clara
Gazul» er da en lystig Bog; den gode Dame,
som har skrevet den, bærer ikke lange Skjorter.
Men hvilken loierlig Lystighed er ikke dette! En
Lystighed, der morer sig med at kaste med Knive,
en Lystighed, til hvilken man skal see sig om
efter et Sidestykke, og hvortil man maaskee intet
andet linder end en ung fornøiet Panthers Spring
eller Lege. Mérimée kan ikke godt ende uden
at slaae alle sine Hovedfigurer ihjel, og
Dolke-. stødene følge næsten marionetagtigt paa hinanden.
Men han morer sig med umiddelbart efter
Katastrofen at bryde Illusionen over, idet han lader de
Spillende reise sig og en af dem takke Tilskuerne
for deres Opmærksomhed, saa det Hele bliver til
Løier.
«Dona Maria.
Hjælp hende! hun har taget Grift, hun er
forgivet af mig. Jeg • vil straffe mig, som jeg
har fortjent; Klosterbrønden er ikke langt borte.
(Hun løber ud).
Fray Eugenio
(til Publicum).
Tag mig det ikke ilde op, at jeg har
for-aarsaget disse to elskværdige unge Damers Død,
og vær saa god at undskylde Forfatterens Feil.»
Saaledes ender det lidenskabelige Stykke
«L’oc-casion». Den vittigste Kritik, der er skrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
