Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
opholder sig som Gjæst i det grevelige Hus, hver
Aften skriver Brev til sin Forlovede, Frøken
Gertrude Weber og saaledes meddeler Læseren den
gyselige Begivenhed. Men Slutningsindtrykket af
denne Vampyrhistorie er dog rædselblandet
Modbydelighed, og Fremstillingens Mesterskab, den
Takt som er bevaret i Foredraget af Brutaliteten,
den hele Elegance, med hvilken der tumles med
det Afskyelige, erindrer næsten om Skarpretterens
Glacéhandsker. Fortællingen er kun psycliologisk
interessant som Vidnesbyrd om Styrken af en
oprindelig Grundtilbøielighed hos dens Forfatter.
Individuel og original var denne Mérimée’s
Tilbøielighed ganske vist, men ligefuldt er den
øiensynligt nærbeslægtet med Tendensen i hele den
Skole, der af Soutliey var bleven stemplet som
satanisk. Byrons Indflydelse er umiskjendelig.
Man var ved Aaret 1830 i Frankrig, som alt
tidligere i England, grundigt træt af
Reactions-tidens «immanueliske» Poesi. Digtningens Scepter
var fra Lamartines Hænder gledet over i Victor
Hugo’s, hvis «Orientalere« jo gav de blodigste
Billeder af Krig og Undergang. Lamartine selv,
den tidligere seraphiske Digter par excellence,
slog i sit Digt «La clmte d’un ange» ind i den
sataniske Retning. Og i Hugo’s Skole fandtes en
ung Digter, der næsten samtidigt med Mérimée
og uden i ringeste Maade at være paavirket af
ham, behandlede gysenvækkende Æmner i smaa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
