Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjærlighed til ham; vi lære to svage, men
fint-construerede Væsener at kjende, der lyve for
hinanden, for sig selv og for Andre, og over hvis
smaa slikvorne, men magelige Lidenskaber og
hyklede Selvbeherskelse Digterens stumme Satire
svæver.
I en Novellette af denne Art findes ingen
Fortæller; man seer altsaa her saa lidet som i
Skuespillene Forfatteren selv trække sig tilbage.
Tydeligst fremtræder dog den for Mérimée absolut
betegnende Form af Ironi, hvor vi have en
Fortæller, men kun sporer ham derved, at han stiller
sig udenfor den Sindsbevægelse, han skildrer.
Mérimées Foredragsmetliode bliver i Kraft af hans
Væsens Forbeholdenhed den at forøge Virkningen
af det Fortalte ved en sig i Smaatræk forraadende
Ironi, og det enten saaledes, at han med et fint
Halvsmil lader de rørende Steder tale for sig selv,
eller saaledes, at han indfatter det Smertelige,
det Oprørende eller Lidenskabelige i Omgivelsernes
Interesseløshed og Kulde som i en Ramme. Jeg
vil give nogle Exempler.
Mérimée har i det lille Mesterværk «Le vase
étrusque«, den eneste af hans Noveller, hvor
han med Sympathi behandler et Æmne fra den
moderne Tid, fortalt en Kjærligliedshistorie imellem
to unge Væsener, der i Hemmelighed elske
hinanden. Efter et natligt Stævnemøde er den unge
Mand kommen hjem, og vi høre hans Monolog:
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
