Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mellem de Elskende saa meget lidenskabeligere
frem af den haarde Ramme, livori det er sat.
Havde ikke allerede paa Mérimée’s Tid den Kunst
at anrette Champagne i Is været godt kjendt —
han havde opdaget den.
Endnu et Par Exempler paa Digterens Evne
til at holde sig udenfor den Sindsbevægelse, han
sætter i Scene og som han hos Læseren
fremkalder. Man see det Sted, hvor i Stormen paa
Redouten Hovedangrebet fortælles: « Vi kom
hurtigt til Redoutens Fod; Palissaderne vare
knækkede og Jorden oprevet af vore Kugler.
Soldaterne kastede sig over disse Ruiner med Raabet:
«Leve Keiseren!» og Raabet var stærkere,
end man skulde tilt roe Folk det, som
allerede havde skreget saa længe.» Fortælleren
er her ikke Mérimée selv; han lader en Officier
meddele sine første krigeriske Oplevelser, men
Fortælleren er ikke desmindre af hans Art; thi
han deler ikke de stormende Soldaters Begeistring.
Langt fra at rose deres Enthousiasme for Napoleon
som patriotisk eller som forøgende Modet
kritiserer han koldblodigt deres Lungers Styrke.
Man bør ikke undre sig altfor meget over,
at denne Stil, denne Tone, der saa overraskende
sikrer det Fremstilledes Objectivitet stedse paany
bliver opfattet som Symptom paa Hjertets Kulde.
Den er det imidlertid i Virkeligheden saa lidet
som Valget af de gyselige Stoffer hos Mérimée er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
