Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maaede at bringe den skjønne Negerinde til at
være medgjørlig.»
Man maa være stump for ikke at føle,
hvorledes paa dette Sted selve den rolige Kulde, der
nøies med at constatere den Kjendsgjerning, at
saaledes ere Menneskene, og saaledes gaaer det
til i Livet, netop forøger det stikkende Indtryk
af Voldshandlingen. Man lægger ikke Fortællingen
bort uden Rørelse. Hvad der først syntes koldt,
sees kun som det stivnede Udbrud af
Kunstnersjælens indre Ild. Man begriber, at der er eu
Sindsbevægelse bag disse Værkers saa ædrue og
saa energisk udprægede Former, og at det er
denne Sindsbevægelse, der har præget dem saa
medailleskarpt ud.
I ingen af Mérimée’s Noveller sees
Fortællingens ironiske Anlæg og den dybe Følelse,
der har frigjort sig fra alle Fordommes Svøb,
mere fuldendt sammensmeltede end i «Arséne
Guillot». Den fornemme og christelige Dames
Dydsetiquette danner her Modsætningen til det
Ubekjendtskab, i hvilket den stakkels allerede af
Moderen solgte unge Pige svæver om den hele
moralske og christelige Samfundsvedtægt. I et
fortvivlet Øieblik springer hun ud af Vindvet,
brækker et Ben og nogle Ribben, og Novellen
foregaaer ved hendes Sygeleie. I Fortællingens
Løb sørger som sædvanligt Ironien for at
Medlidenhed og Rørelse ikke overskride det kunstne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
