Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
holdt sig ved Jorden. Det kunstige og løftede
Udtryk er som Aquaducten, det simple Ord, der
gaaer lige til Maalet, som det uanseelige Rør, og
Mérimée’s Stil holder sig som Røret til Jorden,
har ingen unyttig Pragt og ingen unødvendig
Løftelse, ingen paa Opspiling spildte Kræfter. Den
er ikke derfor en Stil uden Ynde, men den har
ingen anden Gratie end den tilstrækkelige Krafts.
Der er intet Ord for meget, og hver Sætning
staaer i det Heles Tjeneste. Det gamle Motto:
«Ne quid nimis» synes at have været denne
Fortællerkunsts Løsen.
Det Maal, som Mérimée med denne Stil
forfulgte, var øiensynligt det, ved Afkald paa alt
Biværk at gjøre sine smaa Kunstværker saa
uangribelige som muligt for Tidens Tand. Hans
Bestræbelse erindrer om den, man tilskriver
Dona-tello. Man har forklaret Donatellos herlige St.
Georgs eiendommeligt samlede Holdning — de fast
til Kroppen liggende Arme og Hænder — deraf, at
han paa Oldtidens Billedstøtter omhyggeligt havde
iagttaget, hvilke Legemsdele der havde lidt mest
og hvorfor. Paa analog Maade har Mérimée for
at gjøre Tidssmagens Forandringer magtesløse
overfor sine Værker holdt dem fri for alt
Udenværk, alle Udskejelser fra Sagens Væsen.
Det var dog ikke hans Skrivemaade, som
slog igjennem og blev den nærmeste Eftertids.
Det blev ikke ham, men Gautier, der som Stilist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
