Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
underligt og ulykkevarslende stiv. Det er ham,
den stakkels Matamor. Hans Ryg er støttet mod
Træet og hans lange Ben strakte ud paa Jorden,
halvt skjulte af den fygende Sne. Hans uhyre
Kaarde, som han aldrig lagde fra sig, danner
mod hans Buste en saa løierlig Vinkel, at man
under andre Omstændigheder havde maattet smile
deraf. En nærmer Lygten til hans Ansigt og er
nær ved at tabe den af Skræk. Ansigtet, der er
hvidt som Vox, seer ud som om Dødens benede
Fingre havde klemt Næseboerne sammen;
Næseryggen lyser som den skinnende hvide Rygplade
paa en Blæksprutte; Huden er strammet over
Tindingerne; Sneflokke ligge paa Øienbryn og
Øienhaar; de opspilede Ørne stirre med glasagtig
Giands. Paa hver Ende af de store, spidse
Moustacher glimter en lille Isklump, hvis Vægt
høier dem lidt. Den evige Tausheds Segl har
lukket Læberne, fra hvilke saa mangt et lystigt
Praleri foer ud over Tilskuerrummet, og
Dødningehovedet skimtes gjennem det blege, magre Ansigt,
i hvilket Vanen til at gjøre Grimacer har gravet
gyseligt komiske Furer. «Ak>, siger en at hans
Kammerater, «den stakkels Matamor er død. Træt
og forvirret af Snefoget har han et Øieblik søgt
Ly under dette Træ, og da han ikke har to Lod
Kjød paa Kroppen, er han snart bleven
gjennem-frossen indtil Marv og Ben. For at gjore mere
Effekt i Paris formindskede han daglig sin Ration
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
