Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Sværdfæstet, traadte en Skare af Kong
Henriks Mignon’er ind med Bilboquet’er, Datidens
Opfindelse, i Hænderne, og i Panserne morede de
sig med at puste Smaapile ud af lange Pusterør.
Men forøvrigt følte de og talte de som unge
Mænd fra 1828.
Dumas øvrige historiske Skuespil fra hans
Ungdom («Napoléon Bonaparte» «Charles Vil
chez ses grands vasseaux» o. s. v.) have en ligesaa
overfladisk Psycliologi, først senere lykkedes det
ham, da han fandt en Tidsalder, hvis Aand han
kjendte og kunde beherske, at give saa
fortræffelige Billeder af en svunden Periode, som i de
indtagende og dramatisk høist virkningsfulde
Skuespil «Et Ægteskab under Ludvig d. 15de» og
«Gabrielle de Belle-Isle», af hvilke især det
sidste med sin diskrete og let idealiserende
Fremstilling af Begentskabstidens Sæder, har poetisk
Værdi. I Aaret 1831 allerede faldt det
imidlertid i Dumas’s Lod at give den unge romantiske
Slægt en af de Typer, hvorefter den selv opkaldte
sig. Han skrev «Antony».
Med alle sine Mangler har dette Stykke
Noget ved sig, der gjør det bedre end selv de
bedste blandt Dumas’s øvrige Arbeider. Der er
varmere Blod, mere Menneskelighed deri end i de
andre. Og naar det trods sin Naivetet gjør et
forholdsvis betydeligt Indtryk, saa er Aarsagen
den, at Dumas her har kastet sit eget Jeg med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
