Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar man læser Stykket nu, tager det sig
absurd og oprørende ud. Det forekommer En, at
man ikke vilde kunne see et saadant Stykke, ifald
det var nyt, nden at smile, hvor man skulde
røres. Man spørger sig nutildags, hvorledes det
er gaaet til, at et udsøgt Theaterpublicum i 1831
ved den første Opførelse henreves til vanvittig
Jubel derover; thi man klappede, man græd,
hulkede og raabte Bravo. Stykket understøttedes
ved Bocage’s og Marie Dorval’s mesterlige Spil.
Den begeistrede Ungdom rev. fortæller Dumas,
en smuk grøn Frakke itu paa hans Ryg, for at
bevare Stumperne som Reliquier, og selv om
denne Anekdote ikke tør tages altfor bogstaveligt,
er det dog vist at Begeistringen gik over alle
Grændser. Forklaringen er den, at man aldrig
leer af et Værk, hvori Ens egne Stemninger og
Følelser komme tilorde. Antony var ikke blot
Lidenskaben, der gaaer til Brutalitet, i Forening
med en Ømhed saa stor, at den hellere paatager
sig Ansvaret for et Mord, end udsætter den
Elskede for Krænkelser og Haan; men Antonj^
var tillige den paa Byronsk Vis
hemmelighedsfuldt udkaarne unge Helt, der kjæmper med
Skjæbnens Uretfærdighed og er større end sin
Skjæbne. Ganske savnedes dog ikke i Samtiden en
overlegen Opfattelse. Bocage, som spillede
Autony, fandt Slutningsrepliken saa taabelig, at han
gjerue vilde være fri for at sige den. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
