Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig til Tjener hos en Adelsmand. En Dronnings
Kjærlighed gjør denne Lakai til Minister. Han
er Pladsen voxen. han udfører store og skjønne
Planer, er paa Nippet til at blive sit Fædrelands
Redningsmand. Men hans Fortid reiser sig imod
ham, og da han seer sine Forhaabninger briste,
hævner han sig som den, han var. Han afslaaer
at duellere med sin Herre, raner hans Kaarde og
dræber den Værgeløse med den.*)
Det er, som man seer, altid en og samme
Opfattelse af det Tragiske, der ligger til Girund.
Men Hovedsagen for Hugo er i alle disse Dramer
det Væld af lyrisk Pathos, som frembryder,
saa-snart den nedværdigede Menneskesjæl i ædel
Lidenskab hæver sig op af sit Dynd; den sande Kjærne
er overalt den Følelsens Hymne, under hvilken
den skyldbetyngede Sjæl synger sig ren.
Hugo har i et af sine berømteste Digte (Les
chants du Crépuscule XXXII) udført en Lignelse,
som falder En ind, naar Tanken sysler med disse
Dramer. Der hænger, siger han, liøit i
Kirke-taarnet en gammel Klokke; fra først af var dens
Metal blankt og purt; der stod kun Ordet Gud
og under det en Krone. Men Taarnet har faaet
mange Besøg, og enhver Veifarende har — en
med sin stampe Kniv, en med sit rustne Søm —
*) Smign. Madame de Girardin : Lettres parisiennes
II, 31.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
