Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ridset snart sit profane Navn, snart et smudsigt
Ord, snart en Dumhed og snart en Plathed ind i
Klokkens Malm. Støv og Spindelvæv bedække
den nu, Rust er trængt ind i Skaarene, besudler
og fortærer den. Men hvad gjør det Klokken!
Selv naar Alting sover, selv i Nattens Mørke
sukker Kirkeklokken, som Vulkanen altid ryger-,
en klagende Bøn linder Vei gjennem Malmet. Ogsaa
i min Sjæl, slutter han, som fra først af kun bar
Præget af sin ædle Oprindelse, have flygtige
Vei-farende, Lidenskaberne, indridset profane Navne
og næsten udslettet det guddommelige Stempel.
Men det gjør min Sjæl saa lidet som det skader
Klokken. Naar den sættes i Svingning, naar en
usynlig Haand rører den og byder den: Syng!
da toner pludselig fra Malmets skjælvende Indre,
ud igjennem dets besudlede Overflade Hymnens
mægtige og heurivende Klang, og Støv og Rust
og Skaar, Alt tilhobe, maa klinge med i den store
Harmoni.
Skjøndt Hugo her kun liar villet skildre sin
egen Digtersjæls Tilstand, naar han sang, har han
gjort mere; han har i et Sindbillede træffende
illustreret den Lyrik, som udstrømmer fra de
ulykkelige og brødefulde Aauder, der give hans
Dramer deres Interesse.
Men overstrømmende Lyrik og fuldttonende
Pathos ere nu engang ikke tilstrækkelige
Elementer til Opførelsen af en dramatisk Bygning. Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
