Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Unge Menneske!» og Hugo smiler ikke. Alle
disse gamle Herrer declainere om Kap med en
Tigger paa 92 Aar, der viser sig ikke at være
nogen ringere end Frederik Barbarossa, der
(omtrent som Olaf Trygvasøn i Oehlenscklägers
«Væringerne») i tyve Aar liar levet skjult for
hele Verden, men som har en Hævn at udøve
over den ældste af Borggreverne, der som
Yngling har efterstræbt hans Liv. Usandsynlighederne
og de romantiske Absurditeter vrimle. For at
kunne bringe en Gjenkjendelsesscene tilveie har
Hugo f. Ex. maattet lade en Kriger i et Slag
kjæmpe med et glødende Jern, hvormed han
mærker en Modstander, hvem han i Mørket kun
kan skimte, men hvem han ønsker ved Leilighed
at kunne kjende igjen.
Da dette gigantiske Misfoster af en
overspændt Fantasi i Aaret 1843 kom paa Scenen
gjorde det Fiasco. Strax ved den første Opførelse
begyndte man midt i Stykket at pibe. En af
Hugos Trofaste fløi til ham og meddelte ham det
Skete. Hugo, der var vant til som Napoleon
altid at kunne stole paa sin Garde, svarte som
sædvanlig: Skaf blot nogle unge Islænd! Det
siges, at Sendebudet modfaldent og med nedslagne
Gine svarede: «Der gives ikke mere unge Mænd».
Den Slægt, til hvilken Romantismen tretten Aar
tidligere havde appelleret, var ikke længere ung,
og hvad værre var, den var træt; mere end en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
