Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der var store Huller i hans Støvler og at lians Saaler
trak Vand. Jeg vovede ikke at tale til liam
derom. Han gik sin Vei uden at have talt om
Andet end om de engelske Digtere.»
Han ilte altsaa til Frankrigs første
Forfattere. Hans Ord, hans Vers røbede, at der
boede noget i ham; han blev vel modtaget, endog
hjulpet, og hans Breve til Genf røbe en uskyldig
Forfængeligheds Tilfredshed ved at kunne
meddele, hvilke Aander der optoge ham som deres
Lige, og hvilke berømte Venner han havde faaet.
Men samtidigt nedbrødes han af Melancholi: Han
passede ikke ind i det Samfund, hvor han var født.
Hans Livs Sorg var den besynderligt klingende,
men virkelige, der som en Mani, en fix Idee vender
tilbage hos ham, Sorgeu over ikke at være født
som Englænder. Han følte, at hans Sindelag
passede ind i den engelske Litteratur, ikke i den
franske; han læste Engelsk fra Morgen til Aften
og drømte kun om at samle sig saa mange Penge,
at han kunde reise til London og blive Digter
i det engelske Sprog. Da man et Aar efter
hans Ankomst til Paris, fandt ham liggende død
paa Sengen i hans uhyggelige Værelse, undergravet
af Fortvivlelse og Nød, holdt lian en engelsk
Grammatik i Haanden.
Man høre Tonen i hans Breve: «0 min
eneste Ven! hvor de ere ulykkelige, som ere fødte
ulykkelige . . . Jeg havde et Feberanfald igaar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
