Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ironien og Hofmandselegancen den Lidenskab, der
var Styrken hos Petrus Borel. Hos Mérimée
linde vi nogle enkelte af de Udfordringer, Borel
havde tilslynget sin Tids Samfund, omskrevne i et
saadant Sprog, at de bleve mulige paa et
Salon-bord. Den Flamme, der hos Petrus Borel brændte
i Sjælens Allerhelligste, gik ikke i Arv.*)
Den sidste af disse unge, tidligt tilintetgjorte
Digtere, jeg vilde nævne, er Théophile Dondey,
kaldet Philotliée O’Neddy.
O’Neddy fødtes 1811 og debuterede 1838
med Digtsamlingen «Feu et flammes, som
Publi-cum, der netop paa hin Tid svælgede i en
Overflod af fortrinlige Poesier, vragede saa
fuldstændigt, at Digteren, der havde maattet lade Bogen
trykke paa sin Bekostning, der fremdeles var yderst
fattig og maatte ernære sin Moder ved at paatage sig
et lille Embede i Finansministeriet, tabte Modet
og Muligheden til nogensinde oftere at træde op
for Offentligheden. Han trak sig som et saaret
Dyr ind i sin Hule. Da Gautier tredive Aar
senere gjensaa ham med graanede Haar og hilste
ham med Spørgsmaalet: «Naar kommer den næste
Digtsamling?» svarede den gamle O’Neddy med et
Suk: «Naar der ingen Spidsborgere findes mere».
*) Se Borel: Rapsodies. Bruxelles 1868; Madame
Putiphar. Paris 1878. Al „Champavert“ kjender jeg kun
Originaludgaven. — Jules Clarétie : Petrus Borel, le
Lycan-thrope. 1865.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
