Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han sig i sine efterladte Digte et levende Lig.
Jeg oversætter exempelvis nogle Strofer af Sonetten
«De to Klinger» :
«En Bjergenes Søn havde en ypperlig Klinge,
som han lod ruste i en dunkel Krog. Eu Dag
sagde den til ham: Hvor denne Hvile er mig
haard! O Kriger, hvis du vilde! mit Staal er
saa godt.
Jeg er som hint Glavind og jeg siger til
Skjæbnen: Veed du da ikke, hvor min Sjæl er
hærdet, og hvilke pragtfulde Blink. Klingen kunde
kaste, ifald din Høire lod den spille i Solen!
Den er af ædelt Staal — o Skjæbne, hvis du
vilde!»
Men Skjæbnen var, som det er Skjæbners Vane
og Fag, ubønhørlig. Som den Skibbrudne, der staaer
ude i Havet paa sin Klippe og venter paa, at et
Skib skal dukke op i Horizonten og tage ham
med, saaledes ventede han de lange Aar igjennem,
men Skjæbneskibet gled forbi og lod ham staae ene
tilbage paa sin Klippe. Hans Elskede forlod ham,
og han opgav at haabe. Imidlertid antog hans
Digtning stadig et dybere og mere filosofisk Præg.
I et af hans Digte hedder det med Fordreielse af
Cartesius’s Sætning saaledes: «Jeg lider, altsaa
er jeg», og i flere andre meget skjønne Poesier
træder en i Romantismens Lyrik lidet almindelig
Pessimisme frem. Man læse den Sonet, som
begynder :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
