Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et qui tendra l’oreille oui’ra mon fier cæur
Bondir h l’unisson du fier galop vainqueur.
Disse lians «Helte», for hvem lian nærede
den mest afgjorte Beundring, vare blandt
Handlingens Mænd Garibaldi, blandt Digterne Hugo,
blandt Skribenterne Miclielet og Quinet, senere
Renan. Hans sidste Aar vare tunge: lian mistede
sin Moder efter at liave mistet sin Elskede; lian
var længe syg, til Slutning lam. En eneste Glæde
havde han i sin Alderdom, den at see sig mindet
med Varme af Théophile Gautier i en Feuilleton,
der senere har faaet Plads i (’Historie du
romantisme». Han døde først i 1875 efter en 42-aarig
Taushed som Digter.
Ikke sandt, det er som hørte man en
Sørge-marclie, slaaet paa floromvundne Trommer, naar
man opsøger disse Ofre, som den litterære Kamp
og Seier har kostet. Og naar man bemærker,
hvor talrige de ere, kommer man uvilkaarligt til
at see en Bog som de Vigny’s «Stello» og et
Drama som hans «Chatterton» i et skjønnere Lys.
Hin Tid var fremfor nogen en, der havde Ideen
om den lidende Digter eller Kunstner nærværende,
og dog har den ladet saa mange forsmægte, der
havde fortjent en bedre Lod. Det synes da som
om Samtiden altid har stor Vanskelighed ved at
finde den fortjenstfulde og lidende Kunstner der,
hvor han er.
Forskeren, der ikke vil røre, men forstaae,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
