Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Philaréte Chasles og af Jules Janin, ligesom
Balzac alene repræsenterer Virkelighedsstudiet i
Romanen uden Hensyn til mindre dybtgaaende
Begavelser som Alphonse Karr eller Charles de
Bernard. Der gives jo nemlig i Slægten fra
1830 to Grupper af Forfattere, en lille, som har
skrevet for hele Jorden, og en større, som har
skrevet for Frankrig, og kun den første har jeg
her villet fremstille i fuldt Lys.
Vi saa, hvorledes Restaurationen og
Juste-milieu-Regimentet var den historiske Baggrund,
fra hvilken Romantismen sprang frem og uden
hvilken den ikke kan forstaaes; vi saa, hvorledes
den har talrige udenlandske Forudsætninger og en
ikke ganske kort Forberedelsestid i Frankrig selv.
Restaurationen «starter» den, Julikongedømmet
ægger den, Studiet af Scott og Byron, Goethe og
Hoffman beriger den; André Chénier giver den
sin lyriske Indvielse, Kampene i <-Globe» udvikle
dens Kritik. Charles Nodier baner med sine i
almindelig europæisk Forstand romantiske
Digtninge de store franske Romantikere Vei. Saa
opkaster Hugo sig til Bevægelsens Fører, viser
sig denne Stilling fuldt voxen og iler fra Seir til
Seir. De Vigny og han nævnes hurtigt Side om
Side med Lamartine som Lyrikere, indtil Hugo
overstraaler alle. Sainte-Beuve og Théophile
Gautier have hver en lyrisk Aare, men Alfred
de Musset erobrer som lyrisk Digter Publicum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
