Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
Dalen blæser der aldrig barske Vinde; dér grønnes
Vinstokken og Figentræet, dér blomstrer, vædede
af den reneste Dug, Narcisser og Violer, gyldne
Krokos og bløde Vedbend-Ranker —"
Digterens Ansigtstræk havde faaet Ild og Liv.
medens han med disse Ord priste sin Hjemstavns
Skjønhed og stirrede ind i Ynglingens klare Øjne.
Tilsidst greb han dennes Haand og sagde: ..Kom
blot selv en Gang over til min skjønne Dal. eller
endnu bedre: følg mig strax og tilbring Dagen i
mit landlige Hus ved Kefissos’s Bred: jeg skal vise
dig mine Citharer og Lyrer, og hvis du ønsker det,
kan vi paa arkadiske Hyrders Vi’s holde en lille
Væddestrid med Strengeleg og Sang!"
Citliarspilleren smilede, og Perikles sagde efter
en kort Pavse: ..Jeg selv skal med det Første en
Gang tjene den unge Aspasios som Vejviser til din
landlige Bolig; I behøver jo dog ogsaa en
Kampdommer til eders Væddestrid —"
..Aspasios er Ynglingens Navn!" udbrød
Digteren. „Navnet minder mig om en skjøn
Milesier-inde. om hvem jeg i den sidste Tid har hørt tale."
Citharspilleren rødmede.
Denne Rødmen lik Digteren til at studse. Han
holdt endnu Ynglingens til Afsked udstrakte Haand
i sin, og i det samme Nu slog en Iagttagelse ham.
som han uden Tvivl tidligere havde gjort, men
uden at være sig det selv bevidst.
Han følte nemlig paa éngang særdeles tydelig,
at den unge Milesiers Haand var meget tin. meget
varm og meget blød. Et Øjeblik efter var han
endogsaa overbevist om. at denne Haand var altfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
