Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
lige Tvivls Ukrudt, fordi de selv liverken er kaldede
til Skjønhed eller til Nydelse."
,,Til dem hører jeg!" svarede Sokrates rolig.
„Men du. Protagoras, synes mig at være en af dem.
der vil gjøre den frie Tanke til det Samme som
de selv er, til Sansernes Træl!"
„Jeg beklager," afbrød Perikles her de
Stridende, ..at I med denne Ordvexel ikke har bragt
den Sag, hvorom det drejede sig, til Klarhed, men,
som det synes mig, tabt jer i ufrugtbare Ord."
Sokrates sagde:
..Jeg véd, at jeg her kun kan være den
Besejrede!"
Med disse Ord fjernede han sig rolig og uden
noget Spor af Sindsbevægelse i sine Træk.
Kort efter tog ogsaa Protagoras Afsked, men
dog ikke uden først at have givet sin Ophidselse
Luft i nogle Ord.
..De to vise Mænd", sagde Perikles til Aspasia,
„synes i Et og Alt at være jevnbyrdige Modstandere.
De gik hinanden ind paa Livet som øvede Brydere,
og det er vanskeligt at sige, hvem af de To der
tør gjøre Fordring paa Sejrens Ære."
Aspasia smilede kun, og selv efter at Perikles
havde ladet hende alene, svævede endnu det samme
Smil om hendes Læber. Hun vidste nøje. hvad
der havde drevet de tvende Mænds Strid ud i saa
skarp en Spids, og hvad der endogsaa havde lagt
den blide Sokrates saa mange skjærende og bitre
Ord paa Tungen. Hun læste lige saa klart i Hjertet
paa Grubleren som paa den glimrende Solist, der
Aspasia. II. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
