Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
det var kommet derhen? Bragte han Aspasia sin
Hyldest? Røbede han den hemmelige Ild, der
fortærede ham? Havde han, ligesom Protagoras,
vænnet sig til at øse sin Visdom af fremmede Øjne?
Intet af alt dette. Han stredes med Aspasia. Han
stiklede paa hende. En Gang greb han ogsaa
Lejligheden til i hendes Nærværelse at udtale de
Ord, der siden ofte ere gjentagne og af
Traditionen sædvanlig tilskrives Perikles, men som denne
dog kun havde fra Sokrates: at den Kvinde var
den bedste, om hvem man talte mindst. Han sagde
Aspasia Bitterheder, og selv naar han syntes at
smigre hende, var han fuld af den fine Ironi, som
udgjorde et af hans Væsens og Tales Særkjender.
Og Aspasia? Hun syntes kun saa meget des
blidere, forsonligere, elskværdigere og skjønnere,
jo mere Sokrates gav sit frimodige Lune Tøjlen.
Og omvendt: jo blidere og mere vindende Aspasia
viste sig, des mere gnaven og besynderlig opførte
den vise Sokrates sig.
Hvad vilde de da, de to forunderlige
Mennesker? Udkæmpede de med hinanden den
ældgamle drillende Tvekamp imellem Visdommen og
Skjønheden? Den sælsomme Strid var især blusset
op efter den Ordvexel, som Sokrates i Perikles’s
og Aspasias Nærværelse havde havt med
Protagoras.
Aspasia lod, som om hun troede, at Sokrates
besøgte Perikles’s Hus for sin Yndling Alkibiades’s
Skyld. Hun gik saa vidt i sin drillende
Overgivenhed, at hun rettede Vers til ham, hvori hun gav
ham Raad med Hensyn til hans Kjærlighed. Sokrates
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
