Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Første Barndoms-Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
3
hans Sind fra denne Tid. Det mørke Munkholm, hvor
Griffenfelt havde hensmægtet saa mange Aar, blev ved
Faderens Fortælling saa levende for det opvakte Barn, at
han ofte stod og stirrede ud efter Klippeøen og mente,
at den store Fange sad der endnu. — Et andet lille Træk
sætter os ganske tilbage til hin Tid. Det var tidligt Moderens
Haab, at Drengen skulde blive Præst, og da de engang var
i Besøg hos en saadan ude paa Landet 1), maatte det
seksaars Barn i Kirken, staaende paa en Skammel i
Prædikestolen, oplæse en Prædiken, som Faderen havde afskrevet;
det skulde være som en lille Prøve paa Duelighed dertil.
Sidst i 1779 blev Faderen forflyttet som
Regiments-Kirurg til Helsingør. Det blev en besværlig Vinterrejse
over Dovre for Forældrene med de to ældste Drenge; de
yngste Børn blev foreløbig tilbage med en ældre, tro Pige.
Rejsen var ikke uden Fare; engang væltede Slæden med
dem paa et Sted, hvor paa den ene Side en Elv brusede
i en dyb Afgrund, paa den anden Side var den bratte
Fjeldvæg; men lykkeligvis tørnede den mod en Pæl, og det
blev deres Redning. — En anden Gang fik de en Følelse
af, at det kan være "farligt at gjæste dem, der bo blandt
Norriges Fjelde", naar man nemlig møder dem med
uvenlig Hu. Det var ved en Kro, da der skulde skiftes Skyds,
at den hidsige Fader kom i Klammeri med nogle Bønder;
det ene Ord tog det andet, og de vrede Mænd gik tilsidst
løs paa ham; han drog sin Kaarde, og let kunde der være
kommet en blodig Ende derpaa, hvis ikke den svage Moder
var falden i Afmagt. Synet af den lidende Kvinde
dæmpede Harmen.
Knap syv Aar gammel havde Henrik Steffens nu sagt
Farvel til sit Fødeland Norge. Men han havde dog levet
der længe nok til at bevare Barneminder; den storslaaede
Natur havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa hans
modtagelige Sind, saa han hele Livet igjennem følte sig inder-
1) Rimeligvis paa Hitteren, en Ø i Nærheden af Trondhjem, hvor en
Slægtning var Præst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
