Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22. Steffens’ Død og Eftermæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
395
Aar siden sad ved hans Fedder,* sagde han blandt andet, »vi
kunne bevidne, hvorledes allerede dengang den anende
Ungdom fornam en Trosbekjendelse ud af hans tidligste
Forelæsninger. Derefter, for 30 Aar siden, i vor borgerlige
Befrielses Tid, var det det lydske Folk, som forsamlede sig
om hans flammende Taler. — Men tilsidst hævede han sin
mægtige Røst, og hans Tale blev et Vidnesbyrd om
Kristus. Da stod han atter midt iblandt utallige Læsere og
Tilhørere, som følte sig vakte og fremskyndede ved ham.»
Og idet Taleren dvælede ved den Stræben opad, den
længselsfulde Kamp, den Higen mod det evige, som var den
hensovedes Særkjende, kunde han med Sandhed sige: »Vor
forklarede Lærer og Ven har søgt og fuDdet den evige
Hovedsag, og den var Haandet i den trofaste og
uforanderlige Kjærlighed, der forbandt ham med de
ligesindede.»
Del store Sørgelog drog afsted. Hundreder af
Studenter sluttede sig til Ligvognen; bagefter fulgte en
uoverskuelig Hække af Vogne, deriblandt fra Kongehuset. Paa
Trefoldighedskirkegaarden flokkede det store Folge
sig 1 lælslutlede Hækker omkring den aabne Grav. Her
blev de Vers afsungne, der havde Ivdl for Steffens i
Dødsstunden, og om hvilke han i sin Tid havde sagt, at han
aldrig kunde høre dem uden den dybeste Bevægelse. I
det samme opklaredes Vejret, og de første Solstraaler faldt
paa Graven og ud over den hele vinterlige Egn.
Superin-tendenl Kober forrettede Jordspaakastelsen, hvorefter en
Student Uolhuis traadte frem, og i Ungdommens Navn i
begejstrede og træffende Ord mindede om, hvad de havde
tabl i den ungdommelige Olding. »Hvo har,» sagde han,
• som han, vækket slumrende Kræfter, hvo har kjærligere
vist enhver, hvad der laa i ham? Spørge vi, hvad der
drog os til ham, hvorfor vi for sledse tilhørte ham, her
ved lians Grav er det lilladl at tænke paa det Ord, som,
efter hvad der fortælles, engang hans Tankers fortrolige,
hans Hjærtes Ven, udlalle om ham: jeg kjender én, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
