Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Familien paa Merripit-gaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Et langt, lavt, ubeskrivelig uhyggelig, jamrende
hyl lød over sletten. Det fyldte hele luften, men
det var allikevel umulig at sige, hvor det kom fra.
Fra en dump knurren steg det til et dypt brøl for
saa atter at synke tilbake til en dyster,
ildevarslende knurren.
Stapleton betragtet mig med et nysgjerrig
uttryk.
„Et forunderlig sted, denne mo,“ sa han.
„Men hvad kan det være?“
„Bønderne siger, at det er Baskervillernes hund,
som hyler efter sit bytte. Jeg har hørt det et par
gange før, men aldrig saa tydelig.“
Med en isnende fornemmelse av rædsel saa
jeg ut over den vældige, bølgende slette med de
grønne græs- og sivflekker. Intet levende væsen
var at se i hele det vide rum med undtagelse av
et par ravne, som skrek høit fra en haug bak os.
„De er jo en dannet mand. De tror da vel
ikke paa slikt taapelig snak?“ sa jeg. „Hvad mener
De, denne besynderlige lyd skriver sig fra?“
„Paa en myr kan man undertiden høre
sælsomme lyd. Det staar vel i forbindelse med vandet,
som stiger eller falder, eller en anden lignende
omstændighed.“
„Nei, nei, det var en levende røst.“
„Kan vel være. Har De nogensinde hørt en
heire skrike?“
„Nei aldrig.“
„Det er en meget sjelden fugl — den er næsten
utryddet i England nu, men her paa moen findes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
