Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 9. Doktor Watsons anden indberetning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og sprang, indtil vi var fuldstændig utmaset, men
avstanden mellem os og ham blev stadig større og
større. Endelig stanset vi og satte os andpustne
paa to store stene, medens vi saa ham forsvinde i
det fjerne.
Imidlertid indtraf en høist merkelig og
uventet ting.
Vi havde reist os og skulde gaa hjem, da vi
fandt at maatte opgi den haabløse jagt. Maanen
saaes lavt nede til høire, og mot dens sølvrand
tegnet sig skarpt skikkelsen av en mand. Jeg saa
den tydelig som en sort elfenbensstatue paa
klippekammen.
De maa ikke tro, at det var nogen feiltagelse,
Holmes. Jeg kan forsikre Dem, at jeg aldrig i
mit liv har set noget tydeligere. Saavidt jeg kunde
se, var det en høi, tynd mand. Han stod med
benene litt fra hinanden, armene overkors og hodet
bøiet, som om han var hensunken i betragtninger
av det vældige øde av myr og sten, som laa
utbredt foran ham. Det maa ha været dette
skrækkelige steds egen aand. Det var ikke fangen. Denne
mand befandt sig langt fra det sted, hvor den
anden var forsvundet. Det var ogsaa en meget
høiere mand.
Med et utbrud av overraskelse vilde jeg vise
sir Henry ham, men i det samme jeg skulde gripe
hans arm, var skikkelsen forsvundet.
Klippekammens øvre del avskar fremdeles den nedre del av
maanen, men paa toppen var ikke mere noget
spor efter den tause, ubevægelige skikkelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
