Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Dødsfaldet paa moen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
buskadser, opad skrenter og ned gjennem kløfter,
hele tiden ret frem i den retning, hvorfra de
rædselsfulde skrik var kommet.
Holmes saa sig ivrig omkring, men moen hvilte
i tæt mørke, og intet bevæget sig paa dens golde
overflate.
„Kan De se noget?“
„Nei.“
„Men hvad er det?“
Lyden av et svakt suk havde naadd vort øre. Nu
hørte vi det igjen paa venstre side av os. En
lodret fjeldvæg heldet her utover en med stenblokke
oversaadd flate. Mellem stenene saaes en mørk,
uregelmæssig gjenstand. Da vi kom nærmere,
begyndte den at anta en bestemt form. Tilslut viste
det sig, at det var en mand, som laa næsegrus i
en forfærdelig forvreden stilling. Skikkelsen gjorde
et saa sælsomt indtryk, at det var vanskelig at
førestille sig, at det suk, vi havde hørt, havde været
hans sidste aandedræt. Ingen lyd, ingen bevægelse
kunde spores længere.
Holmes la sin haand paa ham, men tok den
straks til sig igjen med et utbrud av rædsel.
Lysskjæret fra en fyrstikke faldt i det samme paa hans
blodplettede fingre og paa offerets knuste
hjerneskalle, hvorfra blodet var flytt ut i en stor,
uhyggelig pøl. Og det faldt paa noget andet, som
fyldte vore hjerter med sorg — sir Henry
Baskervilles legeme.
Ingen av os havde glemt den eiendommelige
dragt, han havde havt den første morgen, vi traf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
