Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Hunden fra Baskerville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Den kommer hitover, Watson.“
„Har det noget at sige?“
„Særdeles meget. Det er den eneste ting i
verden, som kunde bringe forstyrrelse i mine
planer. Han kan ikke blive meget længe nu.
Klokken er alt ti. Vort held og hans liv kan
avhænge av, at han kommer ut, før taaken naar stien.“
Der, hvor vi var, var det endnu en vakker
aften med klar himmel. Stjernerne blinket kolde
og straalende, medens halvmaanen badet hele scenen
i et bløtt, ubestemmelig lys. Foran os laa det
mørke hus. Dets tak og oprakende skorstene
tegnet sig skarpt mot den sølvblanke himmel. Fra
vinduerne i første etage faldt det gyldne lys i brede
strimer tvers over haven og ut paa moen. Et av
dem forsvandt pludselig. Tjenerne havde forlatt
kjøkkenet. Nu var bare lampen i spisestuen
tilbake, hvor de to mænd, den mordlystne vert og
den intet anende gjest, sat med sine cigarer og
passiarte.
For hvert minut kom den hvite, uldne masse,
som dækket den ene halvdel av moen, nærmere
og nærmere til huset. De første tynde utløpere
naadde allerede ind i det gyldne skjær fra det oplyste
vindu. Den borterste del av havemuren var alt
usynlig, og trærne raket op av bølgende hvite
dampe. Medens vi stod og betragtet dette syn,
begyndte taaken allerede at trænge sig rundt begge
husets hjørner og la sig om det i en tæt bunke,
hvorpaa anden etage og taket fløt som et underlig
skib paa et hav med drivende skyer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
