Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Barndomstid og Skolegang. 1813-1832
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kridtformationen — Ideer, som De vist erindrer, jeg under min Reise med Prinsen i Jylland gjorde
gjældende for Mors, Thy, Fuer etc. længe før Andre, der senere have tillagt sig Æren
for denne Opdagelse, havde engang undersøgt Egnen«.
Hvor kærlig og omhyggelig Faderen end var mod alle Børnene, maatte dog næsten
Iapetus siges at staa ham nærmest, saaledes som det mærkes af Varmen i hans Breve
til ham. Iapetus havde en Kammerat, der delte hans naturhistoriske Interesser, Niels
Chr. Nyborg Lassen (død 1857 som Adjunkt i Roskilde), og han bad Faderen om at
maatte tage ham med hjem i Juleferien. »Din Ven Lassen skal være os inderlig
velkommen, selv om fire Mennesker, om de end ere smaa, er ret mange i Vognen for de smaa
og nu gamle Sællændere«. »Kom, elskede Søn, frisk, glad og lykkelig til os! Gud vogte
Dig og bevare Dig for alt ondt, ogsaa for utimeligt Veirligt« (30-12-1830). »Kjæreste
Søn, ja om end jeg holder meget af enhver af Eder, saa er Du dog primus inter pares,
og derfor tør jeg vel sige, kjæreste Søn« (28-3-31).
De glade Forhaabninger, som Faderen havde om, at den unge Studerende, hvis
Flid havde været saa upaaklagelig, og hvis Evner forekom alle saa ualmindelige, ogsaa
vilde afslutte sin Skoletid med en ærefuld Eksamen, syntes dog at blive alvorlig truede
ved en Sygdom, som angreb ham i det sidste Skoleaar. Han saavel som hans Søskende
vare ellers sunde Mennesker — kun vare de udsatte for Øjenlidelser, deres Syn var svagt,
og Iapetus brugte tidlig Briller — men Iapetus havde et Nervesystem, der kunde sitre
ved den mindste Bevægelse; i alt Fald skulde den Sygdom, som nu paakom ham, sætte
sit Mærke paa hans Helbred og Nerver næsten hele hans Liv. Et Anfald af Tyfus kastede
ham i Mai 1831 paa Sygelejet, og han svævede en Tid mellem Liv og Død; Faderen havde
allerede forberedt sin Hustru paa, at de maatte miste ham. Med den mest moderlige
Omhu plejedes han af Mad. Kaarsberg og hendes Datter Talke. Men hjemme i
Præstegaarden gik man i Angst og Spænding. Efter Bølgegange i Sygdommens Forløb
indtraadte omsider en Vending, og den 10. Juni kunde Faderen skrive til Iapetus: »Inderlig
elskede Søn! Du kan næppe tro, hvormeget vi glædes ved at høre om Din tiltagende
Bedring. Biskoppen kom allerførst og var omhyggelig for at kunne bringe os denne
Trøst; to Timer derefter fik vi Hr. Kaarsbergs Brev og næste Dag den velsignede
Madamme Kaarsbergs! Tak Gud, som bevarede Dig og vil igjen give Dig Helbred og
Kræfter, og gem altid i et levende og taknemmeligt Minde den mageløse Omhu, som
Madamme Kaarsberg og Datter har vist Dig. Gud velsigne disse gode og sjældne
Mennesker. . . Du maa ikke skrive, før Du kan taale det uden Anstrængelse«. Denne Advarsel
om at skaane sig var højst fornøden, da Faderen jo følte, hvordan Iveren for ikke at
blive ladt i Stikken, medens Kammeraterne droge til Universitetet, vilde ægge ham til
at anspænde sine Kræfter ud over, hvad han som Rekonvalescent kunde taale.
Tanken om at tage Artium maatte dog opgives, og Iapetus vendte efter et
Sommerophold i Hjemmet tilbage til Skolen og til sit Kammer, fulgt af Raad og Formaninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
