Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Examen artium, den første Studentertid og Hjemmelivet i Hillerslev. 1832-1835
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jernbanedirektør og stor Skovbruger. Steenstrup, som kendte hans Interesse for Botaniken,
vejledede ham med Hensyn til den rette Maade at indsamle og opbevare Planter, han
hjalp ham ved Bestemmelsen af dem og sendte ham Eksemplarer til hans Herbarium.
Ogsaa efter at Steenstrup var vendt tilbage til København, vedblev Forbindelsen med
den begavede og ivrige Naturforsker, der snart ogsaa anlagde en Mineraliesamling;
gennem hele Livet knyttede et varmt Venskab dem sammen.
De mere specielt lægevidenskabelige Fag —, og det var Stp.s Agt at blive Læge —
var det jo ikke let at studere i Præstegaarden, og den kliniske Vejledning, han her
modtog, var i hvert Fald af en ejendommelig Art. En Vogn, der kørte store Sten bort fra
Marken, var væltet over en Karl, som fik Laaret brækket; som sædvanlig i saadanne
Tilfælde søgte man til Niels Kusk, Egnens ansete Saarlæge, og Stp. blev ansat som hans
Ammanuensis, især da der kort efter kom andre skadelidte til. Karlen vaandede sig
under den Salve, som blev smurt paa Benet, den jog kun Varmen til det brudte Sted.
Distriktskirurgen Dr. Wittendorff raadede under Haanden Stp. til i Skjul at hælde Salven
ud af Vinduet og lægge Vandomslag i Stedet, hvad han ogsaa gjorde; men naar hver
femte Dag Niels Kusk ventedes, smurtes atter Salven paa. Niels tillagde Salven en
umaadelig lægende Virkning, og føjede advarende til: »Jeg siger ham, Steenstrup, at
den kan knække æ bijen, om den smøres udenfor«. Alligevel var Niels Kusk ypperlig
som Kirurg, ingen kunde lægge en Bandage som han, saa fast og sluttende, saa at Benet
hverken blev for langt eller for kort. Men naar han beskrev Skaderne, lød det
forfærdeligt: »Ja — nu ligger det derinde i een Smadder«, eller »Ja, der er nu 5 Ribben knuste,
een er stivnet og to har faaet en bitte Puf«. Da han i Bøger hos Stp. saa en anatomisk
Tegning, hvor der afbildedes to Ben i Underarmen, dadlede han det som en Fejl. — Hans
betydelige Kunst var arvet, og den gik i Arv til Stine Kusk.
I den anden Vinter, som Stp. tilbragte i Hjemmet, havde han store Sjælekampe
at gennemgaa. Han længtes overordentlig efter at komme bort og haabede derpaa;
en Udsigt hertil dukkede op og forsvandt atter. For en vordende Naturforsker kunde
Opholdet være rigt nok, men Studier af denne Art skulde jo ikke være hans Livs
egentlige Maal. Dertil vare paa den Tid disse Fag altfor brødløse, da der endog i Skolerne
kun undtagelsesvis gaves Undervisning i Naturhistorie. Det stemmede ogsaa med hans
Lyst at blive Læge, men det var ikke muligt at forberede sig dertil borte fra Hovedstaden.
Han modtog sorgfuld Ad. Hannovers og andre Kammeraters Meddelelser om deres
Studiers Gang og deres Kalden til ham om atter at komme til Universitetet.
Nogle Optegnelser og Selvbetragtninger fra denne indre Kamptid vidne om, hvad
han i sit Sinds Indelukke og i sit stille Kammer led ved sin Stilling og de Kaar,
hvorunder han maatte arbejde, ligesom ogsaa Tanken om den uvisse Fremtid og Valget af
Fag nagede ham. Han følte, at Stilhed og landlig Rolighed svarede bedst til hans
nervøse Naturel; derfor havde Botanikens fredelige Studium været ham til stor Glæde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
