Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
Jensens og vandrede hjem sammen ved otte
tiden med fru Jensens: «Es wär’ zu schön
gewesen, es hätt’ nicht sollen sein» —
efter sig.
«Hvoraf kommer det, at dere alle sætter
hende saa høit, Sæmund, — jeg forsøger og
forsøger, men jeg kan ikke!» havde hun
sagt, og han havde forklaret hende, at lian
fandt Gitta Jensen — ja, hvis hun forstod,
hvad han mente med ordet Ibsensk — dunkel,
men med sterke glimt af en eiendommelighed,
en karakter — hun havde det, som gjorde, at
man, — at mænd ialfald, maatte se paa hende,
maatte snakke med hende, hun virkede som
digt, som en egen melodi paa en, dragten,
hele apparationen, — næsten inspirerende; —
han ærgrede sig over, at han maatte famle
lidt efter udtrykkene, og blev forbauset, da
han saa et formelig sarkastisk smil i
Rag-nas øine.
«Dunkel, men glimtvis Ibsensk for
mænd, — altsaa,» sagde hun, men før han
flk svaret, ståk hun sin haand ned til hans
i frakkelommen, og smilet blev varmt: «Lad
os ikke mer snakke om hende, Sæmund,
vil du?» Saa stansede hun ham et par
skridt længer nede i gaden: «Hør!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
