Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Olaf Liljekrans. Skuespil i tre akter - Første akt - Fjortende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som længe har knuget og tynget mit bryst!
Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,
du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger!
THORGJERD.
Mit arme barn! til bygden vil du ned;
nei bliv, det vil koste din hjertensfred!
ALFHILD.
Jeg må, min fader! Dit bedste kvad
vil tykkes mig nu som en disig tåge!
THORGJERD.
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
som lokker med listelig tale!
ALFHILD.
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.)
Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
