Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IRENE
(koldt, som før).
Jeg vil sige dig én ting, Arnold.
PROFESSOR RUBEK.
Nu?
IRENE.
Aldrig har jeg elsket din kunst, før jeg mødte
dig. - Og ikke siden heller.
PROFESSOR RUBEK.
Men kunstneren, Irene?
IRENE.
Kunstneren hader jeg.
PROFESSOR RUBEK.
Kunstneren i mig også?
IRENE.
Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod
der for dig, da haded jeg dig, Arnold -
PROFESSOR RUBEK
(heftig).
Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke sandt!
IRENE.
Jeg haded dig, fordi du kunde stå der så
uberørt -
PROFESSOR RUBEK
(ler).
Uberørt? Tror du?
IRENE.
- eller så tirrende behersket da. Og fordi du
var kunstner, bare kunstner, - ikke mand!
(slår over i en varm, inderlig tone.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
