Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IRENE
(hurtigt).
Ja, - og således står jeg jo nu der i vort værk?
PROFESSOR RUBEK
(nølende).
Ikke egentlig ganske således, Irene.
IRENE
(i stigende spænding).
Ikke ganske -? Står jeg ikke således, som
jeg stod for dig?
PROFESSOR RUBEK
(uden at svare).
Jeg blev verdensklog i de årene, som fulgte
efter, Irene. "Opstandelsens dag" blev noget mere
og noget - noget mere mangfoldigt i min forestilling.
Den lille runde plint, hvor dit billede stod rankt
og ensomt, - den gav ikke længer rum for alt det, jeg
nu vilde digte til -
IRENE
(famler efter kniven men lader være).
Hvad digted du så til? Sig det!
PROFESSOR RUBEK.
Jeg digted det til, som jeg rundt omkring mig
i verden så med mine øjne. Jeg måtte ha’ det med.
Kunde ikke andet, Irene. Plinten vided jeg ud - så
den blev stor og rummelig. Og på den lagde jeg
et stykke af den buede, bristende jord. Og op af
jordrevnerne vrimler der nu mennesker med dulgte
dyreansigter. Kvinder og mænd, - slig som jeg
kendte dem ude fra livet.
IRENE
(i åndeløs forventning).
Men midt i mylderet står den unge kvinde med
lysglæden over sig? - Gør jeg ikke det, Arnold?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
