Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
PROFESSOR RUBEK
(vender sig og ser op på hende).
Dommen?
IRENE
(gemmer hurtig kniven og siger kvalt som i vånde):
Min hele sjæl, - du og jeg, - vi, vi, vi og
vort barn var i denne ensomme skikkelse.
PROFESSOR RUBEK
(ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne af panden).
Ja men hør nu også, hvorledes jeg har stillet
mig selv hen i gruppen. Foran ved en kilde,
ligesom her, sidder en skyldbetynget mand, som ikke
kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg kalder
ham angeren over et forbrudt liv. Han sidder der
og dypper sine fingre i det rislende vand - for at
skylle dem rene, - og han nages og martres ved
tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han
når i al evighed ikke fri op til opstandelsens liv.
Blir evindelig siddende igen i sit helvede.
IRENE
(hårdt og koldt).
Digter!
PROFESSOR RUBEK.
Hvorfor digter?
IRENE.
Fordi du er slap og sløv og fuld af
syndsforladelse for alle dit livs gerninger og for alle dine
tanker. Du har dræbt min sjæl, - og så modellerer
du dig selv i anger og bod og bekendelse, -
(smiler.)
- og dermed er dit regnskab opgjort, mener du.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
