Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Tredje akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IRENE.
Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved
Taunitzer See, vi to klamme lig - og legte med
hinanden.
PROFESSOR RUBEK.
Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig
ikke.
IRENE.
Hvor er da det brændende begær efter mig,
som du stred og kæmped imod, da jeg stod fri frem
for dig som den opstandne kvinde?
PROFESSOR RUBEK.
Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.
IRENE.
Den kærlighed, som er jordlivets, - det dejlige,
vidunderlige jordlivs, - det gådefulde jordlivs, -
den er død i os begge.
PROFESSOR RUBEK
(lidenskabeligt).
Véd du vel, at just denne kærlighed - den
syder og brænder i mig så hedt som nogensinde før!
IRENE.
Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?
PROFESSOR RUBEK.
Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig
er du den kvinde, jeg drømmer at se i dig.
IRENE.
Jeg har stået på drejeskiven - nøgen, - og
vist mig frem for mange hundreder af mænd -
efter dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
