Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Artikler og taler: - Nogle bemærkninger fremkaldte ved P. I. Stubs teateropsatser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan være naturligt for en selv uden derfor at være
det for andre.
P. Stub går nu, efter en hel del mindre
interessante bemærkninger, over til at omtale "Michel
Perrin". Her finder han, at hr. Bruun spiller godt.
Da denne påstand er rigtig, må den formentlig af
vanvare eller ved en uagtsomhed fra forfatterens
side have indsneget sig i opsatsen, og jeg skal
derfor ikke videre omtale den. Endelig kommer han
til udførelsen af Thereses rolle, og den, som med
opmærksomhed har iagttaget det dybsindige alvor,
hvormed kritikeren hidtil er gået frem, ser nu, at
fyren pludselig blir vims og smilende, den sure,
spekulative mine forlader ham, - gamle Poul Stub
tripper om på haneben. Her viser altså forfatteren,
at han i praksis forstår at gennemføre den temmelig
besynderlige sætning, som han senerehen forfægter,
nemlig at en kritiker må være påvirket af "sine
følelser". Det gamle menneske slår altså gækken
løs og læsper en hel del smukke ting om den unge
skuespillerindes "sødhed", "behagelige udvortes",
hendes "livlighed, uskyldighed og naivitet". Som
privat mandfolk har nu P. Stub vistnok ret til at
sige alt dette; men fra det øjeblik, han stiller sig
til publikums tjeneste, idet han fremtræder som
kritiker, bør han smukt holde alle passioner udenfor
sagen, og som jeg før har sagt ham, ikke lade sig
påvirke af sine "følelser". Det synes også som om
min ven selv har følt, at hans kritiske værdighed
har stået i fare for at lide skibbrud, thi neppe er
han færdig med første akt, førend han ligesom ved
en viljesakt pludselig tager sin ånd i kardusen for
at vække den, og nu må jfr. Johannesen i anden
akt undgælde for alle de smukke ting, han har sagt
hende i første. Hun er nu ikke længer hverken
"sød eller tækkelig at se på", men derimod "kejtet"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
