Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte - Ved Tusendårs-festen den 18de Juli 1872
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt,
spandt norner gennem dem på skæbne-tenen.
Men folkedrømmens træ fik vokse frit,
med løv i toppen og med frugt på grenen.
Nu standser slægtens tog og skuer vidt
fra skillet agterud. Nu rejses stenen, –
hin landets tavse lovsang i granit. –
På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; –
i mørket tusler det, som vil os ilde.
Jeg ser mit hjem med tågers fold om tinden, –
mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er ensligt mellem gård og gård. –
Hvad lusker der ved kveld på krøgte veje?
Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?
Han løfter klinken let på bondens dør,
går som på sokker bent til mandens leje; –
han hvisker ord i øret på den hvilende, –
og så til næste nabo – lydløst, smilende.
Og det er ikke én jeg ser, men mange.
Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; –
jeg hører som en dur af dumpe sange,
en døs, som tager sind og sans til fange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
