Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygmester Solness. Skuespil i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SOLNESS.
Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var
det aldrig i verden brændt så belejligt for ham.
Det er jeg så sikker på. For han forstår ikke at
rope på hjælperne, han, og ikke på de tjenende
heller. (rejser sig i uro.) Ser De, Hilde, - det er altså
alligevel mig, som er skyld i, at begge smågutterne
måtte bøde med livet. Og er jeg kanske ikke skyld
i det også, at Aline ikke er ble’t til det, som hun
skulde og kunde. Og som hun helst vilde.
HILDE.
Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og
tjenerne, så -?
SOLNESS.
Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det
gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min
vilje. (i stigende oprør.) Det er det, som godtfolk
kalder at ha’ lykken med sig. Men jeg skal sige Dem,
jeg, hvorledes den lykken kendes! Den kendes som
et stort, hudløst sted her på brystet. Og så går
hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre
mennesker for at lukke mit sår! - Men såret heles
ikke endda. Aldrig, - aldrig! Å, om De vidste,
hvor det kan suge og svie iblandt.
HILDE
(ser opmærksomt på ham).
De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg
næsten.
SOLNESS.
Si’ gal. For det mener De jo.
HILDE.
Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på
forstanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
