Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 —
Man kunde nu tro, at det skete for at vejlede
skuespillerne; men det er ikke hans tanke. Han véd
så såre godt, at slige anvisninger er en rædsel for
skuespillerne, hvis selvstændige fantasivirksomhed der-
ved lægges i bånd. Skuespilleren er nødt til at rette
sig efter digterens forskrift — tage de forlangte klæder
og maske på; det bliver et vilkårligt påhæng på hans
skikkelse istedetfor, at denne skal voxe sig ind i og leve
som digterens skabning. Og publikum, der sér ham
i det i bogen opgivne kostyme, opfatter ham som en.
illustration — som oplæser i kostyme.
I Igsens ældre stykker er der et friere fantasiens
spil. Det mærkes, når man igen tager en rolle for
sig fra den tid: det myldrer med nye impulser. Hvor-
imod i de senere stykker, når man har mestret rol-
lens knappe klarhed og stykkets dybe tanke, man ved
gentagelsen står underlig ufrugtbar overfor opgaven
— man ligesom kommer ikke videre — gåden er
gættet.
Kan Ipsen altså ikke, således som hans kunst har
udviklet sig, vente at finde tilfredsstillelse ved at se
den sceniske genskabelse, så er vi skuespillere til gen-
gæld i dybeste taknemlighedsgæld til ham for det
skuespilkunstens alpha og omega, han har indpræntet
os fra den første til den sidste linie af hans sceniske
værker: klarhed — knaphed. I det korte spand af
rum og tid, som scenen ejer, må intet være overflø-
digt — intet uden hensigt — intet må som uvæsent-
ligt bryde illusionen — alt sés og høres på scenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
