Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-2
Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
Længsel tæt ind til det aabne Vindu, snart skuende op
til lyse Høider som lokker, snart ængstelig seende sig om
efter Loftets Spøgelser, — forvirres den pludselig. Fra
Dybet dernede stiger noget som en Svimmelhed; den gribes
langsomt deraf, saa uimodstaaelig; dybere og dybere boier
den sig udover og styner saa ned paa Gaardens Brolægning.
Den finder i den frygtelige Modsigelse og Kamp mellem
vildt og tamt, frit og bundent, Naturverden og
Loftverden, ingen Losning, ingen Forsoning:
"Og naar den paa Gab tror ane
Vinduet, som til Frihed bringer,
dratter den med brudte Vinger,
bums, ifra sin stængte Bane.«
Men maaske gives der dog en Losning, hvis bare
ikke Vildanden har gjort sig helt fremmed for sine tamme
Husfæller og ægget Loftets Aand mod sig til snedig Hævn.
Naar den, selv from og skv, ikke i frækt Overmod, men
maaske kun dreven af Nød og Uvidenhed, flygtede ind
under det frelsende Tag. Den vidste ikke, at den ved
saaledes en enkelt Gang at vige af fra Frihedens Vei, for
altid, uigjenkaldeligt begav sig i Fængsel. Men neppe
bliver dette den klart, før ogsaa Frihedstabets store Smene
griber den, — vildt og mægtigt. Rastlos flagrer den fra
Væg til Væg, tumlende og forskræmt, med vildt baskende
Vinger; eller den kryber sammen i en halvmørk Krog i
en Angst og Skræk, som om de snevre Skranker truede
med hvert Øieblik at styrte ned over den og begrave den
i sit Grus. Forgjæves soger Mennesker som Dyr at lindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
