Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hedvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hedvig. 75
forkomme, før træg Forlangen efter Krykker og Stylter
træder istedetfor den glade Længsel efter opadløftende
Yinger. Ja, at selve dette Mang til trøstende, skuffende
Illusion, hvormed Menneskene holder sig oppe, ofte ikke
er andet end Karrikatur og Udartning af den samme
Længsel, som gjerne vilde kjæmpe sig ud af og op over
Hverdagsligheden op til Frihed og Sandhed, og at de
laante Krykker, nøiere betragtet, kun er brudte,
forkrøblede Vinger.
Men forholder det sig saa, da kan der selv i
Forvanskningen og Forkrøblingen ligge noget, der griber og
rører, som Forvrængningen al" et herligt anlagt
Menneskeansigt. Saa hviler der ogsaa over Hjalmar, dette
kraftløse, sin Svaghed og Selvskuffelse prisgivne Menneske,
et Udtryk, der forhindrer, at han synker ned til en biot
komisk Figur, — et Udtryk, som sikrer ham en vis
Deltagelse og Medlidenhed. I den fromme Barnetro, med
hvilken Hedvig hele sit korte Liv, lige til Døden, barnlig
blind — men maaske dog saa guddommelig klanseende
— holder fast ved Faderen, hæver Hjalmars Skikkelse
sig ogsaa for os op over Karrikaturen til det
tragiskmenneskelige.
1 denne Forstand atiægger Hedvig i Døden
Vidnesbyrd ogsaa for ham, og gjennem ham for
Gjennemsnits-menneskeheden overhovedet, ligeoverfor Gregers’s barske
Idealer. Yed Siden af disse Idealers Barskhed stiller hun
den troende Tillid, som heller vil hjelpe end dømme.
Rørende udtaler hun dette i de barnlige Ord, med hvilke
hun svarer Gregers, da han spørger, om hun ikke gjerne
vilde ud i den vide Verden og faa udfolde sig i Frihed:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
