Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rebekka. 95
Saa gaar det Rebekka ligeoverfor den store,
uskyldige Barnesjæl, som hun vilde tilrane sig; en anden
Kjærlighed griber hende, en Kjærlighed fri for det
tidligere Sansebegjær, men med Tiden ikke mindre
overvældende, — en dyb, ubetvingelig Lidenskab for denne
Mands barnlige Sjæl. Lærte hun ogsaa gjennem hans
Svaghed at forstaa, hvor meget Traditon og Fordom
svækker al Kraft, saa saa’ hun dog tillige i ham for
første Gang den indre Adel, som det Menneske kan naa,
over hvis grovere Drifter der svæver en eller anden ideal
Magt tæmmende og forædlende. For dette ubundne
Naturbarn, som hidtil ligesom kun har fornummet
Stemmer fra et sjæleligt Vildnis, intet andet hørt end Brus
og Brag af fossende Strømme og løsslupne Stormes
Larm og Raseri, klinger nu pludselig de bløde, fine
Toner i et Sjæleliv, der er helt igjennem harmonisk
stemt efter Samvittighedens ubestikkelige Gehør og høiere
Love.
Og saa kommer det over hende, betagende og
gribende, som en stille, sagte Gjenklang fra Dybet af hendes
egen Sjæl, — noget lignende, som om der midt i det
stormgjennembruste Vildnis blev ophængt en Æolsharpe,
paa hvis Strenge de frie Naturlyd synes at forvandle sig
til Undertoner fra en fremmed Verden.
»Alle disse opjagede Magter slog sig stilfærdigt ned
i Taushed. Der faldt en Sindshvile over mig, — en
Stilhed som paa et Fuglebjerg under Midnatssolen oppe
hos os. ii
Fredeligt, stille indadvendt som dengang, da hun
endnu som en frisk Blomst levede i den store Natur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
