Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 2 Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
sin egen nødvendige Tragik og Selvopløsning. De tyder
hen til, at der dog maa gives en Enhed, en Fuldkommen?
gjørelse, en Sammenhørighed, i hvilken Skrankernes
Verden og Frihedens Verden gjensidig kan
gjennemtrænge hinanden og forsones. Ikke nogen Kamp længer
mellem dem, intet Forsøg paa at lokke hinanden over i
sin egen Leir, ingen Seir, — kun en inderlig Rodfæstelse
i hinanden, en Formæling.
Rebekka er det, hvis hele Væsen føier dette
vidunderligst: Selvhengivelsen og Selvopholdelsen, disse
hinanden modsigende og ødelæggende Magter, som har
sønderrevet hendes Indre, men som nu gjensidig betinger
og forløser hinanden — uadskillelig forenede. »Er det
mig, som følger dig? Eller er det dig, som følger mig?«
spørger hun paa Dødens Tærskel.
»Dut grunder vi aldrig ud tilbunds,« svarer Rosmer.
Men trøstig omfavner han hende; thi han ved, at der for
dem begge er funden en Løsning paa deres Livsgaade,
om det end er en Forløsning i Døden: »Vi følger
hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig.–-— For nu
er vi to ei.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
