Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hedda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hedda.
’45
Det maa gaa! Mine egne Samlinger faar ligge saalænge.
–Det er noget, jeg skylder Eilerts Eftermæle.« Han
skylder det lor Heddas Skyld, derfor siger han til hende:
»Hedda — du forstaar mig:« Men hvad han der gjør
for hende, idet han paatager sig at sone hendes Uret,
lader hende fuldkommen ligegyldig. Det er jo ogsaa kun
en Thea, ingen Hedda, som kan hjælpe ham her; med
Thea vil han tilbringe Aftnerne ivrig arbeidende; hende
vil det være, som altid paany begeistrer ham for Arbeidet,
i sin Kjærlighed til den Afdøde.
»Aa Gud, hvis jeg bare kunde beaande din Mand
ogsaa,« siger hun til Hedda; og Tesman svarer allerede:
»— — Jeg synes virkelig, jeg begynder at fornemme
noget saadant.«
»Er der ingen Ting, I to kan bruge mig til her?«
sporger Hedda. »Nei, ingen Verdens Ting,« forsikrer
Tesman. Hun har jo Assessor Brack at underholde sig
med. Det er som en Dom, der udtales over hende, at
Tesman i sit bedste Arbeide, i sin bedste Kjærlighed til
hende, maa vende sig fra hende til andre. Saa falder
her al Daad og Dristighed, al egte Livsens Indhold og
Gehalt, paa de to Hverdagsmenneskers Part. Ligemeget
om Hedda gaar eller bliver: hun er fuldstændig overflødig.
Hun er dømt. Hun vil gaa ud af Livet uden at have
sat det ringeste Merke efter sig.
Saa gaar hun langsomt ind i det mørke Sideværelse,
hvor hendes Piano staar, og paa det hendes Pistolkasse.
Gjennem Aabningen i Forhænget skuer det venlige,
fredelige Billede af det oplyste Arbeidsbord ind til hende,
som til en udstødt, der staar alene i Mørket. Billedet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
