Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
419
Søster Tonetta faldt ind og sang med en klar,
pen stemme, i stor bevægelse:
Dog kysser os og med guid i mund
Den liflige aftenrøde,
Saa tindre end maa det matte blik,
De blegnende kinder gløde.
Saa reise vi til vort fædreneland,
Der ganger ei dag i dvale,
Der stander en borg saa prud og grand
Med gammen i gyldne sale.
Saa frydelig der til evig tid
Med venner i lys vi tale.
En tynd ældre dame i utkanten av gruppen graat
med smaa korte pust og undertrykte snufs. Bevæ*
get, og grepet av en vag angst, eller kvalmefornem*
meise ogsaa, turde Ida Elisabeth ikke se sig omkring
paa alle disse syke mennesker som stod her —. Men
Søster Tonetta tørket sine øine og smilte lykkelig:
«Ja det maa jeg rigtig sil Tænk at vi skulde faa en
slik andagt rent her ikveld dal»
Paany steg violintonerne som de vilde ta og bære
alle hjerter bort med sig, ind i solegladshimmelen:
Den store hvide flok vi se
Som tusen bjerge fuld’ av sne
Med skov omkring
Av palmesving
For tronen. Hvo er de?
Det er den helteskare, som
Af hin den store trængsel kom
Uvilkaarlig knyttet Ida Elisabeth hænderne indi
kaapeermene. Hende gjorde musikken vondt, ror
den siet i hendes hjerte - løftet det op mot tro og
haab og evighet, og likevel var det i selve musik*
kens skjønhet en fornegtelse av alt hun visste var
livet, det ogsaa. Er der ingenting fast i det da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
