Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krishna Mulvaneys gjenkomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
flaske kom ut med det. Jeg samlet op flasken,
og i næste nu var jeg ute av mørket bak søilen
med det lyserøde for nydelig draperet rundt mig;
musikken dundret som paukerne i
regimentsor-kestret, og der var en kold træk om mine bare ben.
Ved denne haand, som gjorde det, jeg var Krishna
som blaaste paa fløite — den gud som
regiments-presten snakker om. Det maa ha været et søtt
syn at se mig. Jeg visste at jeg hadde store øine,
og hvit som en kalket væg var jeg i ansigtet, saa jeg
maa nu i det mindste ha set ut som et spøkelse.
Men de tok mig for den levende gud. Musikken
stoppet, og kvinderne laa stumme som stokker, og
jeg krøket benene sammen som en hyrde paa en
gammeldags terrin, og jeg vrikket som en aand
med føtterne, slik som jeg har gjort det mange
ganger paa regiments-teatret, og saa svævet jeg
paatvers over hele templet, like op i synet paa
hunguden — og blaaste paa ølflaske."
„Hvad blaaste du?" æsket Ortheris, den
praktiske.
„Blaaste? Aa!" Mulvaney sprang op og agerte
med gebærder og ord; høitidelig gled han frem
foran os, en noget medtat, men imponerende
gude-skikkelse i halvlyset. „Jeg sang:
„Sig nu mig
at De vil være min fru Brallaghan.
Sig ikke nei,
deilige, søte Judy Callaghan."
Jeg kjendte ikke min egen stemme, da jeg sang.
Men det var næsten vondt at se paa kvinderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
