Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Lungtungpen blev tat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Har de nogensinde hørt hvorledes menig
Mul-vaney tok byen Lungtungpen? Nei, det var det
jeg tænkte. Det var løitnanten som fik æren, men
det var mig som la planen. Kort tid før jeg blev
daarlig i Birma og sendt hjem, holdt jeg og
fireogtyve unggutter under en løitnant Brazenose paa at
ødelægge maverne vore, mens vi prøvet paa at
fange dacoiter. Og aldrig har jeg set slike
forbaskede indfule svinepelser! Det er bare en dahr
og en Sniderrifle som skaper en dacoit. Uten
dem er han en fredelig jordbruker, og der er stor
straf for at skyte ham. Vi jaget og vi jaget, og
feber fik vi — og en elefant nu og da, men ingen
dacoiter. Men med tid og leilighet huket vi en. „Far
pent med ham," sa løitnanten. Saa tok jeg ham
og den birmanske tolk og min pudsestok ind i
junglen. Saa siger jeg til fyren: „Min høist
fredsommelige herremand," siger jeg, „du faar se til
at slaa dig ned paa halen og utvikle for min ven
her hvor dine venner er og naar de tar imot?"
Dermed præsenterte jeg ham for pudsestokken, og
han begyndte at plapre; tolken tolket det alt imens,
og jeg hjalp paa oplysningsvæsenet med min
pudsestok, naar mandens hukommelse slog feil.
Pø om pø fik jeg vite at paa den anden side
elven en fem fjerdingvei borte var der en by som
var søkkende fuld av dahr’er, og buer, og piler,
Dacoit; — naar fem eller flere indfødte slutter sig
sammen til en væbnet røverbande, kaldes de dacoiter.
Dahr — lang afghansk kniv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
