Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Svarteper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
skal gaa det av sig, og jeg eier ikke en øre, og
han ikke heller. Jeg vilde helst sælge Dem hunden,
jeg vilde virkelig det."
Der faldt en skygge paa vindebroen, og
Ortheris begyndte at stige op i luften, løftet efter kraven
av en uhyre haand.
„Ikke nogen frækhet," sa Learoyd og holdt
londoneren ut over fæstningsgraven. „Ikke nogen
frækhet, Ortheris, min søn. Jeg har halvanden,
rupi selv." Han viste frem to pengestykker og
satte Ortheris ned paa rækverket paa broen.
„Det er udmerket," sa jeg; „hvor gaar dere
hen?"
„Vi bare skal gaa det av ham, naar han
slipper ut, et par fjerdingsvei eller mere," sa Ortheris.
Fottrinene derinde stanset. Jeg hørte den dumpe
klang av et tornister som kastes paa en seng,
fulgt av vaabenklirren. Ti minutter senere traadte
Mulvaney frem i solskinnet paa vindebroen. Han
var ulastelig antrukket, presset læberne sammen og
var mørk som et tordenveir i ansigtet. Learoyd
og Ortheris sprang frem paa begge sider av ham
og lænet sig ind imot ham, som hester læner sig
til vognstangen. Et øieblik efter var de forsvundet
nedigjennem hulveien til garnisonsbyen, og jeg var
alene tilbake. Mulvaney hadde ikke nedladt sig
til at gjenkjende mig; hvorav jeg sluttet at han
maatte ta sig meget nær av det som var hændt.
Jeg kløv op paa en af bastionerne og saa efter
de tre musketerer, som blev mindre og mindre
bortover sletten. De gik saa fort som føtterne kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
